Jeg var hos en clairvoyant for at få noget at vide om mit liv fremover. Jeg var alene den gang, og længtes meget efter en kæreste. Jeg havde virkelig behov for nærhed og ømhed. Hun sagde hun ville starte med, at give mig healing, fordi det var hun også god til. Jeg tror, at selve healingen var hendes måde at aflæse min verden, min fortid og fremtid, fordi efterpå var hun klar til at fortælle, hvad hun havde fornemmet.
Hun fortalte, at hun så mit liv som en ridetur. Jeg red en stor, stærk arbejdshest som tog hver udfordring op. Klar til næste etape, som alligevel endte med at vi red ned i en stor grøft, eller et hul i marken. Der stod vi, hesten og mig, børstede sand og grus af tøjet, måske grad jeg lidt, og så: op på hesten igen! Det gik fint. Jeg red et langt stykke hen uden problemer, men så kom et hul igen – og jeg og hesten faldt ned. Det samme skete igen og igen.
Nåh ja, tænkte jeg, hvem falder ikke ned i et hul ind imellem? Det der, det kunne hun i hvert fald sige til næsten alle … Men nu er der gået 25 år siden dengang. Jeg må sige, at mange af mine jævnaldrende siger, at jeg er stærk. Stærkere rent fysisk end de fleste på min alder og en del yngre også. Så er det sagt. (Hvis det nu er mig, som er både hesten og rytteren.) Og jeg har virkelig afviklet mange etaper i mit liv. Helt forskellige kapitel, hvor jeg har arbejdet og boet forskellige steder. Ikke ret mange jeg kender, har afviklet så mange etaper i sit liv. Måske så hun noget, også på det punkt.
Men det vigtigste: Hun sagde at jeg ville møde en mand med briller. Han talte ikke svensk, han malede billeder og jeg ville blive bange for ham, da jeg mødt ham. ”Bange?” sagde jeg. ”Så giver det ingen mening. Jeg længes efter ømhed”. ”Ja”, sagde hun. ”Men det er lige præcis ømhed du bliver bange af!”
Det gik nogle år. Jeg var lige begyndt en ny etape i mit liv. Så var jeg til et seminar, hvor vi skulle lave en lille samarbejdsøvelse. Vi kom at stå i ring, og skulle vende os til begge sider, én ad gangen, for at stryge personen tættest på over ryggen, som en lille øvelse. Jeg vendte først den ene vej, siden den anden, og lagde mine hænder på ryggen på den mand, der stod lige til venstre. Pludselig gik der et lyn, gennem min krop! Jeg blev overvældet af en stærk følelse af ømhed. Jeg trak straks mine hænder tilbage og turde ikke mere. Øvelsen var kort, og vi blev skilt ad i mængden af folk. Men til sidst kunne jeg ikke lade være med at kontakte ham. Det viste sig, at vi havde mødt hinanden før, langt tidligere. Han havde været syg en lang periode, flere år. Vi begyndte at tale med hinanden over skype, fordi han boede i et naboland. Til sidst turde jeg at besøge ham, og efter nogle uger blev vi et par.
Vi har nu været sammen i otte år, måske bliver vi ikke sammen hele livet ud, men vi har i hvert fald kunnet give hinanden megen ømhed og kærlighed. På mange måder har vi begge to kommet et langt skridt videre i vores personlige udvikling. Jeg er glad for den clairvoyance-oplevelse jeg fik. Hvis hun ikke havde fortalt mig, at jeg ville blive bange for det jeg længtes efter, ville jeg jeg aldrig have turdet at kontakte min nuværende mand.