img_9164

Som overskriften lyder, så gjorde det ondt. Jeg taler ikke om, at det gjorde ondt, at føde, for selvfølgelig gjorde det, det. Nej, jeg taler om at det gjorde ondt, ondt i mit hjerte. Sådan rigtig ondt.

Fødslen gik fint, den vil jeg ikke komme ind på her. Det er mere forløbet efterfølgende, jeg vil dele med jer.

Det var uvirkeligt at få Marina i mine arme. Hun græd fra første øjeblik hun kom. Da vi kommer hjem begynder alle mine følelser at vælte ud af mig. Jeg græd hele tiden, min dårlige samvittighed over for Manila fyldte så enormt meget. Det at jeg ikke kunne være der 100 % for hende gjorde så ondt. Marina krævede så meget af mig konstant. Hun græd HELE tiden. Jeg lavede ikke andet end at trøste, trøste og trøste hende. Jeg følte at jeg overså Manila, og jeg var så bange for at miste mit bånd til hende pga. Marina.

Som dagene gik, fik jeg det værre. Jeg blev bange. Bange for at have fået det man kalder en efter reaktion. Jeg græd flere gange om dagen. Sommetider græd jeg mig selv i søvn. Jeg følte ærlig talt jeg græd mere end Marina.

Jeg sad med tanker som “Jeg gider ikke mere. Hvor kan jeg fortryde, at hun ødelægger min tid med Manila. Hvorfor er hun så krævende, hold nu FUCKING op med at græde!!!” Jeg havde nærmest lyst til at sætte hende uden for døren. En tanke var slem “kan jeg give hende væk?”. Men nej selvfølgelig kunne jeg ikke det!! Jeg blev simpelthen nødt til at tage mig sammen. Hun har ikke valgt at komme til verden. Det valgte jeg! Så nu må jeg også være der for hende.

Jeg kan stadig kvæle min pude, min dyne og tæve min madras når hun græder! Hun græder så højt, og hun bliver ved og ved, og intet hjælper på det. Jeg har forsøgt ALT! Kiropraktor, forskellige zone terapier som bare tømte mine lommer for penge.

Havde du spurgt mig om jeg havde fået en reaktion på fødslen var svaret JA!! Jeg havde det dårligt. Jeg græd flere gange om dagen. Jeg hadede at være mor. Jeg hadede virkelig at alt og alle konstant kom før mig. Jeg kunne ikke tisse uden en grædende baby. Jeg kunne ikke spise, ikke gå i bad, ja ikke engang sove en time. Og uden søvn, så klare du bare ikke en baby der græder så meget. Det er simpelthen IKKE muligt!

Min sp var hjemme hos mig flere gange, fordi jeg valgte at fortælle hende sandheden. Jeg fortalte grædende, at jeg hadede min situation, at jeg virkelig ikke ønskede alt dette.

Jeg blev forresten også lige syg efter fødslen og måtte rende til læge. Ja, selv min læge så med det samme, at jeg havde det skidt. Hun følte simpelthen at hun måtte ringe hjem til mig for, at tjekke om jeg var ok. Jeg tænkte godt nok “ser jeg virkelig så skidt ud?”. Skulle jeg begynde til samtaler? Ja, måske begynde på medicin? Men nej, jeg kæmpede mig igennem de første to måneder, og som tiden nu gik, fik jeg det bedre og bedre. Det var i takt med, at Marina også fik det bedre. Gråden begyndte at stilne af. Jeg begyndte mere og hade mig selv for alle mine grimme tanker omkring min nye titel, som mor til to. Jeg sidder og ryster på hoved af mig selv, og må sige flere gange, at det er okay. Det var ikke fordi jeg ikke ønskede hende, men det var en kombination af søvnløshed og gråd som fik de slemme følelser og tanker frem i mig.

Og ja, jeg føler mig sommetider som en elendig mor. Hvorfor? – Fordi jeg brændende ønsker en aften for mig selv, en aften der handler om mig og intet andet. Bare mig, fordi jeg er brugt op, og har næsten ikke mere energi. Men hver gang jeg tænker nu knækker jeg, så kigger jeg på mine børn og min kamp gejst bliver fornyet. Det gør den fordi jeg vil gøre alt for dem, alt for at de har det godt. Intet kommer før mine piger.

3 Måneder er nu gået, og jeg føler mig så tæt knyttet til Marina. Jeg vil vove og påstå, at jeg føler mig tættere på hende end jeg gjorde med Manila da hun var 3 måneder gammel. Jeg var altid så bange for om kærligheden til dem ville være forskellige, og ja det er kærligheden til dem. De har forskellige behov, men ved i hvad, jeg elsker dem lige højt. Jeg behøvede ikke at frygte om jeg har kærlighed nok til begge, for selvfølgelig har jeg det. Jeg elsker dem stadig lidt mere for hvert sekund der går.

Jeg elsker mine børn ubetinget højt, fortryder ingen af dem. De er mit guld <3 Dette var tanker og følelser i et meget svagt øjeblik.